Bridgeklubben Young Sharks

10/4-2002 – Referat af bestyrelsesmøde i Young Sharks

skrevet af admin

1. Med henblik på den kommende sæson viste det sig, at alle nuværende bestyrelsesmedlemmer var villige til genopstilling. Det blev i den forbindelse diskuteret, hvordan den første sæson i Young Sharks er forløbet. Der var i bestyrelsen enighed om, at det er gået ned af bakke, når det drejer sig om at hjælpe til med oprydningen og de almindelige gøremål på klubaftenerne. Herudover er det ofte de samme, som skal blive og sørge for lukke og låse, når de sidste er gået.
Der kom flere forslag til, hvad der gøres for få oprydning mv. til at fungere tilfredsstillende. En mulighed er organiseret oprydning, hvor et eller flere borde på skift tager en tørn med oprydning i lokalet. En anden mulighed er, at alle deltager i oprydningen i 5-10 minutter, for eksempel når aftenens turnering er afsluttet. Indtil videre blev det dog besluttet at nævne problemet på Generalforsamlingen, så medlemmerne bliver indskærpet, at det er nødvendigt, at alle giver en hånd med.
Det blev diskuteret, om ikke det var en god idé, at der til generalforsamlingen vælges en suppleant til bestyrelsen. Det kunne for eksempel være en person, som kunne udstyres med en nøgle, og som er villig til at blive og lukke og låse.

Det blev diskuteret, om antallet af par i klubben i næste sæson skal være uforandret, d.v.s. 16 par. Fordelen ved at bibeholde det nuværende antal par er blandt andet, at 16 par (frem for eksempelvis 20 par) gør det nemmere at lave turneringer, og det vil sandsynligvis også gøre det nemmere for medlemmerne at skaffe substitutter. Ved at udvide antallet af par vil der ganske vist være flere til at betale klubbens omkostninger, men klubben vil måske miste noget af den hyggelige stemning, som der har været i år. Det var således den overvejende holdning i bestyrelsen, at 16 par er et passende antal for Young Sharks, og at bestyrelsen vil arbejde herudfra, hvis den bliver genvalgt på generalforsamlingen.

Når det gælder kriterierne for optagelse i klubben, var der en længere diskussion af, hvad der skal lægges til grund, når bestyrelsen (efter generalforsamlingen) vedtager hvilke par, der skal være berettiget til at spille i klubben den kommende sæson. Skal det for eksempel være således, at klubbens medlemmer altid har fortrinsret frem for udefrakommende ansøgere, eller kan bestyrelsen vælge at optage nye par frem for tidligere medlemmer, fordi bestyrelsen finder dem “hyggeligere” eller “af højere spillestyrke”? Hvis medlemmer fra sidste sæson har fortrinsret, og der er et begrænset antal pladser i klubben, kan det endvidere give problemer, hvis mange af klubbens par splittes op og søger om optagelse med nye udefrakommende makkere. Enden på diskussionen blev, at bestyrelsen ikke lægger sig fast på noget endnu, men hører generalforsamlingen, hvad stemningen er angående kriterier for optagelse i klubben.

2. Generalforsamlingen afholdes som annonceret mandag d. 29. april 2002 med start kl. 18.30. Ligesom til juleafslutningen bliver Mama (Lone Kier) anmodet om at lave noget spiseligt til de fremmødte medlemmer. Dette vil blive offentliggjort for klubbens medlemmer, så alle (modsat til juleafslutningen) er klar over, at der vil være mulighed for spisning. Bestyrelsen besluttede at give Mama et rammebudget på 1000 kr.

Der vil ikke efter generalforsamlingen være en organiseret turnering, men der vil selvfølgelig være mulighed for rubberbridge, holdkampe mv. for medlemmerne, hvis man da ikke bare ønsker at blive hængende til hyggeligt samvær.

Som dirigent til generalforsamlingen var der i bestyrelsen enighed om at foreslå Pløje (Jakob Røjel). Forhajens beretning om den første sæson i Young Sharks vil omhandle en række punkter – bridgemæssige såvel som praktiske. Der var enighed om, at klubbens medlemmer på generalforsamlingen opfordres til at komme med forslag og meningstilkendegivelser om valg og tilrettelæggelse af turneringer i den kommende sæson. Det vil så danne grundlag for den nye bestyrelse, når den skal fastlægge turneringsprogrammet. Som revisor vil bestyrelsen forslå Ministeren (Gregers Bjarnasson), uanset om han skulle bestå den eksamen i økonomi og regnskab, som han har gennemgået i april. Hvis den siddende bestyrelse genvælges, er Ib og Henrik villige til at fortsætte i det præmieudvalg, som udviste stor opfindsomhed ved valg af præmier til juleafslutningen.

3. Der afholdes en majturnering i Young Sharks, som spilles på mandagene 6., 20. og 27. maj. Der spilles d. 20. maj, selv om dette faktisk er 2. pinsedag. Turneringen annonceres ved opråb i klubben og på hjemmesiden. Medlemmer har fortrinsret til at deltage, og der suppleres op med udefrakommende par, som har lyst til at deltage. Tilmelding via mail til kassereren. Turneringen afholdes som en sølvpointsturnering, hvor indskuddet er 99,50 kr. for medlemmer og 100 kr. for ikke medlemmer.

Det blev af bestyrelsen besluttet at benævne turnering Griffin Pairs efter Griffin Ejendomme, som bestyrelsen har været meget glade for at have som sponsor i denne sæson. Bestyrelsen håber, at Griffin Ejendomme føler, at man har fået noget ud af sponsoratet i kraft af bannerne på hjemmesiden, majturneringen mv. Bestyrelsen vil kontakte Griffin Ejendomme med henblik på at fortsætte sponsoratet. Der er ikke p.t. andre sponsorer i kikkerten.

4. Bestyrelsen gennemgik regnskabet, som udviser et overskud på 1862,29 kr., hvilket er tilfredsstillende. Overskuddet skyldes blandt andet, at der i budgettet var indregnet en udgift på 960 kr. til kaffe, som ikke viste sig at blive aktuel. Bortset herfra har var der ikke de store afvigelser mellem budget og det fremlagte regnskab.

5. Kasseren fremlagde 2 forskellige budgetter for sæsonen 2002/2003. I det ene er der kalkuleret med en sponsorindtægt og medlemskontingentet er derfor fastsat til 700 kr. for sæsonen. I det andet er der ikke indregnet sponsorindtægter, og her er medlemskontingentet derfor fastsat til 750 kr. for sæsonen. Grunden til at kontingentet stiger fra det nuværende 600 kr. til 700/750kr. er primært, at en række af de favorable ordninger, som vi har nydt godt af som nystartet klub, falder bort. Blandt andet stiger kontingentet til forbund og distrikt. Bestyrelsen besluttede, at kassereren udfærdiger endeligt budget til generalforsamlingen.

6. Til sidst blev det diskuteret, om Young Sharks evt. skal arrangere åbne huse i løbet af sommeren. Det undersøges, om det er muligt med hensyn til lokaler mv., og herudover vil medlemmerne på generalforsamlingen bliver spurgt, om det overhovedet har nogen interesse.

Referent : Morten Skovsted Eriksen

Comments are closed.