Bridgeklubben Young Sharks

Velkomst

Skrevet af bestyrelsen

Young Sharks blev grundlagt den 17. maj 2001 på en stiftende generalforsamling på Frederiksberg. Til bestyrelsen valgtes samtlige tilstedeværende: Christina Klemmensen, Henrik Binderkrantz, Morten Eriksen, Ib Chr. Bank og Brian Skjønnemann.

Allerede i januar 1997 blev det første spadestik til Young Sharks i virkeligheden taget, idet Niels Zeeberg startede klubben Nørreport BK i Linnésgade fortrinsvis for “yngre” spillere i protest mod, at spillere med blot et minimum af ambitioner indtil da i realiteten var henvist til én klub i København (med mindre, man var stærk nok til One-Eyed Jacks): Schaltz-klubberne – tak Niels! Schaltz-klubberne udmærkede sig ved at have en gennemsnitsalder i omegnen af salig Axel Voigts, da han døde. I folkemunde kom Nørreport BK af en eller anden grund hurtigt til at hedde Young Sharks.

Den 1. september 2000 røg klubben med ud til Tuborg Havn sammen med resten af Blaksets Bridgecenter. Efter ét år i Hellerup under Blaksets faner formede tanken om en egen klub sig, og fra 1. september 2001 spiller vi for første gang under det officielle navn “Young Sharks” hos Birgit Kramhøft i Frederiksberg Bridgecenter på Godthåbsvej.

Efter 8 gode år på Frederiksberg blev kontrakten med Birgit Kramhøft opsagt og YS rykkede ind i Valby Bridgecenter på Valby Langgade, hvor vi spillede første gang den 7. september 2009.

Klubbens formål er at samle folk til bridge under sportsligt tilfredsstillende – men samtidigt hyggelige – forhold. Non-profit intentionen kan ses af kontingentet som er inkl. forbunds- og distriktsmedlemsskab, mesterpoint, EDB-givne kort, (enkelte) præmier, bidrag til næste jubilæumsfest samt lidt mad til juleafslutningen og generalforsamlingen.

Herved får man adgang til klubbens særlige arrangementer, såsom åbne huse, juleafslutningen og generalforsamlingen.

Vel mødt

Seneste nyt