Bridgeklubben Young Sharks
jan
29

Store Par – kvalifikation en log

written by Karsten Pedersen

Update mandag 29.01.2024, 23.59

Efter 4 kvalifikationsaftener – med fokus på balance den enkelte aften – er dette slutstillingen – de øverste 10 par går i A-finalen, de øvrige indtager de bonede b-gulve.

Dog, der kan komme ændringer grundet fejltastninger – og jeg skal lige granske konstellationerne for at, om noget er gået helt galt. Når rækkerne er på plads, så spiller vi en finale over 3 aftener. I finalen er der også fokus på balance.

I YS har vi fokus på, at medlemmerne skal være “gode” og “hyggelige” – på samme måde skal turneringerne fokusere på, at vi møder hinanden ved bordene, samtidig med at de skal være sportsligt forsvarlige.

Når vi har afsluttet denne sæson, har jeg gjort mig en lang række erfaringer, og det vil udmønte sig i en vox-pop, hvor I får indflydelse på den fremtidige planlægning: hvordan skal vi vægte forskellige parametre. Den tid, den sorg. Men først er det nødvendigt at generere et beslutningsgrundlag.

Hov, et suk: det ligner et svind på svimlende 400. Jeg må have begået en fejl. Det håber jeg.

Update søndag 28.01.2024

Så er der startliste til fjerde og sidste kvalifikationsaften (4 af 4).  Nul rettelser i foregående uge. Sejt. Og +5 kroner i ølkassen. Jamen, vil det ingen ende tage.

Update mandag 22.01.2024

Fastest YS-evening ever – med speedball som en undtagelse. Stillingen efter kvalifikationsaften 3 af 4 viser at Jonas og substitut-Bjørg vandt aftenen og bragte stamparret Anders og Jonas retur på førstepladsen.

Ellers var aftenens store tal, at startlisten før start afveg med 14 ift. startlisten, da startskuddet gik. Det demonstrerer med al ønskelig tydelighed, at den enkelte aftens balance skal være god. I må leve med, at dette års parturnering er et eksperiment med fokus på balance. Ved opstart af næste sæson, vil I blive taget med på råd omkring turneringsplanlægning. I skal naturligvis ikke tage stilling til detaljer, men til principper.

Update søndag 21.01.2024

Der har været i alt 4 rettelser denne uge.

Nu er der startliste til 22.01.2024. Opmærksomme læsere vil bemærke, at visse par beholder samme parnummer fra aften til aften, og at vi bruger samme skifteplan alle aftener. Balancen for turneringen er efter tredje aften nede på 0,12 – hvis altså det var de samme 20 par, der spillede de tre aftener. Som tidligere bemærket kan ubalancen ikke overstige 0,27.

Update mandag 15.01.2024, 23.36

Så er der resultater efter anden aften. En formidabel score bragte Rasmus Kolding og substitut-Kello helt i top i denne stillling.

For mig var aftenens vigtigste hændelse dog, at en spiller fik et ildebefindende og blev kørt på hospitalet med henblik på nærmere undersøgelser. Makkeren har givet mig besked om, at prøverne “heldigvis ikke viste noget slemt”. Trods forskrækkelsen. Makkeren har også skrevet, at parret ikke håber, at hændelsen “ødelagde for meget”.

Jeg er enormt lettet og mener naturligvis på ingen måde, at et ildebefindende “ødelægger noget”. Men det giver nu alligevel anledning til en overvejelse af principiel karakter:

Skal vi stoppe turneringen? Skal vi spille videre? Jeg har hørt vægtige argumenter for begge holdninger og valgte at følge det, jeg troede, spilleren ville have ønsket, vi gjorde. Men let, det var det ikke.

Og jeg har sat problemstillingen på som et punkt til et af vores kommende (få) bestyrelsesmøder. Jeg tror ikke, at det er let at formulere en generel regel for håndteringen af den slags situationer. Men omvendt er det vigtigt at prøve.

Personligt havde jeg vanskeligt ved at samle mig om bridgespillet. Men omvendt ved jeg også med mig selv, at det havde en værdi at være sammen med andre, der havde delt oplevelsen.

Afslutningsvis og af mere turneringsteknisk karakter: når der ikke kan opnås resultater på enkelte spil, justeres scoren typisk til 60-50 – i enkelte tilfælde til 60-60. Alle scorer, der er opnået ved bordene, bibeholdes.

Nu er vi i øvrigt halvvejs i kvalifikationen, og der resterer således kun 5 aftener med par: 2 x kvalifikation + 3 x finale (i 2 rækker). Sidste år gik parturneringen over 9 aftener. I år er vi nede på 7. Jeg hælder til at reducere til 6 (fx 3 + 3) næste år.

Update mandag 15.01.2024, 07.47.

Jeg nåede først at lægge startlisten til anden aften op her til morgen.

Refleksioner:

Ulrik har fundet en model, hvor turneringens balance – efter fire kvalifikationsaftener er helt nede på 0,09. Det er nærmest perfekt, men har en svaghed og en omkostning. Svagheden er, at det ikke er de samme 40 spillere, der stiller op hver aften. Balancen kan dog aldrig blive værre end den enkelte aftensbalance (0,27). Omkostningen er, at ikke alle par møder hinanden lige mange gange. Man møder således de øvrige par 0-4 gange.

For mig er det ikke intuitivt klart, at det er den bedste model.

Men nu er det den model, vi går med. Jeg har – lidt forsigtigt – spurgt Ulrik, om man generelt kan lade antallet af indbyrdes møder være udgangspunktet for turneringstilrettelæggelsen og først derefter minimerer ubalancen. Det er absolut ikke oplagt, at det kan lade sig gøre. Der er under alle omstændigheder grænser for hvor megen hjælp, jeg synes, jeg kan lade Ulrik investere i mig/os.

Hvert YS år har jeg/vi forskellige fokuspunkter. Lokaleflytningen til Trondhjems Plads, 2 år med covid, introduktionen af og håndteringen af 3 par på 2 pladser konstellationerne, etc. I år har jeg fokus på turneringsformaterne. Vi skal spille flere, kortere turneringer, så der hele tiden er noget på spil. Det er en læreproces.

Update mandag 08.01.2024, 23.40.

Så er første kvalifikationsaften afviklet og stillingen afslører, at Bjarke og Søren er kommet bedst fra land. Jeg klargør næste mandags kvalifikationsaften (2 af 4) på fredag eller søndag. Er der rettelser (ud over den ene, jeg allerede har foretaget), skal jeg således helst have besked senest torsdag.

Mit nytårsforsæt brast i øvrigt allerede på årets første spilleaften. 3-4 gange var jeg åbenbart uden for pædagogisk rækkevidde. Værste dumhed blev takseret således: “Hvis du havde spillet med min far, havde du fået en flad efter det udspil”

 

Godt nytår!

I 2024 starter vi med at placere året parmesterskab. Vi skal spille 7 aftener i alt: 4 afteners kvalifikation (27 eller 30 spil hver aften) efterfulgt af 3 finaleaftener (formentlig 30 spil hver aften). MP opgørelse. Startlisten til første aften er klar. De 3 efterfølgende kvalifikationsaftener kan kun planlægges endeligt fra gang til gang.

I Store Par har Rasmus Nielsen, Nikolaj Noval og Jimmy Jørgensen venligt valgt at stille op som fast substitutpar (3 mand) for Flemming og Katrine, som er optaget af mix-træning hver mandag. Tak! Flemming og Katrine vender naturligvis tilbage.

Efter Store Par spiller vi et par kortere turneringer – som omtalt i sæsonprogrammet.

I denne sæson er vi lidt mere fortrolige med planlægningen af turneringer for 10 hold / 20 par. Det betyder, at vi har afkortet turneringerne, så der oftere er noget på spil. Fx valgte vi at efterfølge RR i Store Hold med et slutspil over to aftener. På lignende vis har vi forkastet sidste sæsons model for Store Par. Den blev for kluntet og uigennemskuelig.  Vi har dertil afkortet turneringen og har delt den i kvalifikation og finale, så man oftere starter på en frisk.

Herfra bliver det lidt teknisk.

UPDATE 7. januar, 22.07

Da vi spillede Toptest 1 (11. december), opdagede jeg, at det ikke er optimalt at opdele i to rækker (med fælles top) ved at tildele startnumre ud fra handicap – på basis af et slangeprincip.

Jeg var i øvrigt ret betænkelig, fordi hvert par havde et decideret skyggepar i den anden række. Det viste sig at være værre endnu, idet de to sidordnede rækker svinger på samme måde (det vidste jeg), hvilket åbenbart smadrer balancen (det vidste jeg ikke). Derfor har jeg aflivet min model for kvalifikationen til fordel for en alternativ model.

Jeg fik hjælp til at aflive modellen af Ulrik Dickow, som står bag de avancerede COWI-skifteplaner. Jeg skriver lange mails, men det er jeg ikke alene om. I den mail, jeg fik fra Ulrik i dag – og som har fået mig til at omgøre kvalifikationen – opridser han et antal alternativer.

Desværre er den optimale løsning ikke relevant for YS, da vi har konstellationer og mange substitutter. Den næstbedste løsning er en såkaldt GBS-Mitchell, som sikrer den bedst mulige balance hver enkelt spilleaften. *Det er smart for os*.

10 par sidder fast hver aften og møder de 10 øvrige par. De fastsiddende par skal dog være vågne, da plancherne svinger.

Første spilleaften er startnumrene tildelt på basis af handicap.

I princippet er det således parret med laveste handicap, der får nummer et. Parret får dog par nummer 2, da de fire par med startnumrene 1, 10, 11 og 16 skal være de 4 par med handicapscore omkring medianen for parrenes handicap, dvs. parrene med handicapscorerne 9, 10, 11 og 12. Se tabellen nedenfor. Parret med næstlaveste handicap har fået startnummer 12. Egentlig har det ikke så meget at gøre med balancen, men jeg har tilstræbt, at de to grupper af par (1-10 og 11-20) er ca. lige stærke. Så oplever alle ca. lige stor modstand ved det enkelte bord.

De tre efterfølgende aftener tildeles startnumrene på anden vis.

UPDATE 7.1, 23.26. Ulrik er netop kommet med nogle gode råd ift. tildelingen af startnumre de efterfølgende aftener. Det kommer altså ikke til at ske på basis af stillingen, hvilket jeg tidligere har påstået.

I forhold til den optimale model, som sikrer, at alle par møder hinanden ca. 2 gange, så kan jeg stadig ikke være helt sikker på, at det sker. Men igen, givet konstellationerne og antallet af substitutter, er det måske ikke så vigtigt.

Scorerne videreføres fra aften til aften, og efter fjerde kvalifikationsaften deles parrene i to rækker (A og B) – på basis af slutstillingen. Finalen spilles ikke med fælles top.

Forkastet: Turneringsteknisk kan finalen spilles som uendelig Howell for 10 par. Det betyder, at stillingen kan gøres op efter hver runde. Den turneringsform findes i to udgaver, som ophæver hinandens skævhed. Vi spiller følgelig to gennemløb (2 x 9 = 18) runder – opdelt over tre aftener, således at vi spiller 6 runder af 5 spil hver aften. Her har Ulrik dog også anvist alternativer / forbedringer, men mit hoved summer lige nu for meget til, at jeg kan gennemskue, hvilken løsning, der er den bedste for os. Det viste sig at min idé var ude i skoven. Formatet bliver således tre aftener – 6 runder a 5 spil hver aften. Hver aften spilles en 5 bords Mitchell – forlænget til 6 runder.

Comments are closed.