Bridgeklubben Young Sharks
dec
16

Lokaleflytning – et tilbud til YS

written by Karsten Pedersen

Young Sharks, dvs. bestyrelsen, har modtaget et tilbud om at flytte fra Trondhjems Plads til lokaler beliggende Finsensvej 37, Frederiksberg. Flytningen ville i givet fald være aktuel fra næste sæson.

En enig bestyrelse i YS har efter grundige overvejelser valgt at takke nej til tilbuddet.

Bestyrelsens vurdering er udelukkende foretaget på basis af en direkte sammenligning af vores nuværende situation holdt op mod en hverdag i lokalet på Finsensvej.

Overordnet er bestyrelsen tilfreds med at bo på Østerbro. Det er småt, men fungerer. Et stort minus er dog, at YS ikke kan udvide antallet af borde fra de nuværende 10 til de turneringsteknisk set bedre 12 eller 16 borde. Men det er usikkert, om det er muligt at skaffe medlemmer til 12 eller 16 borde på sigt.

Pladsforhold: Der er lidt flere m2 i lokalerne på Finsensvej, som udgøres af tre (et større og to mindre) lokaler med plads til i alt 13-17 borde afhængigt af, hvor tæt lokalerne pakkes. Der er to toiletter. Modsat Trondhjems Plads er der ingen ”pause”-/”halvlegs”-rum på Finsensvej.

Økonomi: Nuværende husleje på 24.000 kr. årligt inkl. rengøring og forbrugsmidler. Nuværende rengøringstandard er fornuftig. Den rå leje på Finsensvej vil være 54.000 kr.

Drikkevarer:

  • Vi bestemmer nu over udvalget af drikkevarer og priserne på disse. På Finsensvej vil baren være ejet/drevet af huset med det udvalg og de priser, huset fastsætter.
  • Kaffe/te er lige nu gratis. Der skal betales derfor på Finsensvej.
  • Egne drikkevarer: YS’ medlemmer kan frit tage drikkevarer med på Trondhjems Plads.

Det er ikke så let at beregne en samlet stigning i kontingent mm., slet ikke hvis vi skal indregne forbrug.

Transport og parkering:

  • På Trondhjems Plads er der en station med adgang til S-tog, FR-tog og Metro 100m fra indgangsdøren. Lokalerne på Finsensvej ligger 400 m fra nærmeste metrostation.
  • Pris for parkering er næsten ens, da Frederiksberg Kommune har indført nye regler.
  • Ledige parkeringspladser. Klubbens medlemmer er bekendt med de nuværende parkeringsforhold. Ift. Finsensvej vil parkering skulle foregå på Finsensvej og omliggende sideveje. Vi har foretaget en enkelt optælling af ledige parkeringspladser. I en radius af 500 m fandt vi 30 ledige pladser, flertallet lå 300-500 meter fra spillestedet.

Substitutter: Vi kan konstatere, at klubbens medlemmer generelt har nemt ved at finde substitutter. I bestyrelsen tror vi, at det blandt andet skyldes klubbens centrale placering på Østerbro.

Udlejer: Vi har en nem og tillidsbaseret dialog med nuværende udlejer.

Weekender: Vi kan begge steder frit bruge lokalerne i weekenden – barsalg vil dog stadig tilhøre huset på Finsensvej.

Binding: For begge lokalers vedkommende  binder vi os for en sæson ad gangen.

Yderligere betragtninger:

Vores gentagne snakke om tilbuddet har medført, at vi har besluttet at presse på i forhold til at få forbedret lys, muligheden for åbning af vinduer samt istandsættelse af pauserum. Derudover undersøges muligheden for etablering af et ekstra toilet. Måske kan disse tiltag realiseres i en form for et samarbejde mellem udlejer og YS.

Debat:

I bestyrelsen er vi klar over, at vores beslutning kan skabe både negativ og positiv debat. Derfor hører vi selvfølgelig gerne fra jer, hvis I har holdninger vores beslutning. Og har bestyrelsen læst situationen helt forkert, må vi tage den derfra.

Alle henvendelser i denne anledning rettes til næstformand Kim Bensby på naestformand@young-sharks.dk

Afslutningsvis

Det er formentlig ingen hemmelighed, at Karsten og Kim arbejder på at etablere et bridgehus. Disse planer er ikke så nemme at omsætte til praksis, så det har længere udsigter.

Da YS kun binder sig for et år ad gangen på såvel Østerbro som Frederiksberg har dette forhold ikke haft nogen indflydelse på bestyrelsens vurdering. Der er udelukkende foretaget en direkte sammenligning mellem to konkrete og aktuelle valgmuligheder.

Comments are closed.

Seneste nyt