Bridgeklubben Young Sharks
jan
31

30.01 = pølsemix med resultat

written by Karsten Pedersen

UPDATE:

Så har jeg omsat jeres privatregnskaber til et resultat. Det er ikke alle, der får gode karakterer i orden og skønskrift, men da jeg havde alle privatregnskab, kunne jeg sammenligne. Kun en gang måtte jeg gætte på 10 eller 11 stik i en kontrakt.

Jeg har endelig identificeret fejlen. Det er min fejl og en af de latterligste af slagsen. Vi spillede ikke i nærheden af den rigtige turneringsform. Hvor jeg forventede, at vi spillede tredje del af en 3-delt kombineret turnering, havde jeg (i BC3) åbenbart valgt, at vi skulle spille Howell den niende og sidste aften.

Fejlen opstod, fordi Howell er den første turneringsform, man kan vælge i den dropdown menu, der ligger i BC3. Jeg (og i særdelshed Kim) har bandet den her turneringsform langt væk, fordi den kræver, at man skifter 18 ud af 20 parnumre hver gang. Så er det pludselig ikke så let at se, når noget går galt. Hvis vi benytter denne turneringform igen, taster jeg selv en tredelt Smulderfil, så vi kan beholde vores parnumre.

Egentlig er jeg ikke så stolt af mig selv. Nøglen til at opdage fejlen lå dels i, at man ikke kunne genkende sit parnummer ved bordet. Men da jeg så spilnumrene 1, 51 og 81 på 3 x Bridgemate, burde det have fået mig på sporet.

Det er fremadrettet ret let at kontrollere ved at holde startlisten op mod bordplancherne.

Den anden lære er, at jeg skal have et nødberedskab klar, så jeg altid kan gennemføre en enkeltaftensturnering. Det har jeg på plads efter vinterferien.

Så langt så godt. Desværre er den afkortede turnering, vi spillede pivskæv, så resultaterne er i sig selv ret meningsløse. Jeg kan dog vist forlænge turneringen til en turnering over tre aftener. Det passer godt med de restende antal spilleaftener. Men jeg skal lige tænke over, om startbetingelserne er tilstrækkeligt opfyldt. Det tror jeg, de er. Men jeg har en tid til at tænke efter, da vi på mandag afslutter store par med en gentagelse af niende aften.

—-

Rent bridgeteknisk var 30.01 næstværste YS dag, jeg har haft i mine snart 4 år som klubbens praktiske gris.

Den værste havde jeg, da jeg pludselig opdagede, at vi spillede med to forskellige serier kort i en holdkamp. Traumatiseret har jeg de to sidste år selv stået for kortlægningen. Til almindelig beroligelse ser jeg ikke en eneste fordeling eller et eneste kort, når jeg lægger kort. Det er en meditativ opgave, hvor jeg lytter til musik og stirrer ind i en hvidkalket væg. Kunne jeg snyde, ja da.

Dagen i dag (30.01) var vild. Jeg fatter hat af, hvad der skete. Det første faretegn kom, da mine egne modstandere – i første runde – forundret konstaterede, at deres startnummer ikke var det samme som nummeret på bordplanchen. Derfra gik det slag i slag. Jeg kan dog gøre mig nogle almindelige betragtninger, fx er det ikke muligt at opsætte en turnering over 30 spil, hvor spilnumrene 1, 51 og 81 optræder.

Undervejs, i min skridtvise eksistentielle turneringslederkrise, fik jeg konstruktive input fra forskellig side, fx fik Anders Hagen mig fra mørket til lyset to gange. Fx blev selve tanken om at opgive BC3 plantet af  ham. I var alle meget nuttede, når jeg var nødt til at afvise jer, fordi jeg forsøgte at finde løsninger undervejs. Jeg fandt ikke nogen løsninger. Men vi gennemførte dog 30 spil, med udgangspunkt i en skifteplan. Så noget er der at bygge på. Jeg har naturligvis fordelingerne -30.01 på plads.

Lige nu sidder jeg med 18 ud af de 20 privatregnskaber, jeg bad om, og skal finde en vej frem. Første skridt bliver at finde ud af, om aftenens spil giver mening ift, den igangværende parturnering over 9 aftener. Er det tilfældet, er alt godt. Er det ikke tilfældet, skal vi afslutte store par. Og så skal jeg /vi finde ud af, hvad vi gør med dagens resultater.

Nå, det går nok. Der vil dog helt sikkert gå nogle dage, inden jeg/vi melder ud. Faktisk kan jeg se på min kalender, at jeg først har tid og ro til at kigge på YS-anliggender på fredag.

Så altså: jeg regner med, at de 18 (af 20 privatregnskaber) tillader, at jeg kan finde dagens resultat. Men vær tålmodige med mig.

 

 

 

Comments are closed.

Seneste nyt